Metode

Blandt professionelle behandlere sker det at nogen bliver fanatiske omkring brugen af særlige terapiformer eller teknikker. Jeg er kun fanatisk på et punkt. Samtalerne skal altid handle om det der er hjælpsomt for den eller dem jeg taler med.

Hvis det er relevant kan det derfor være at vi taler om barndommen. Men gør vi det sker det altid med udgangspunkt i at fortiden ikke kun rummer problemer. Den rummer også opgør, kampe og refleksioner over problemerne. De kan blot være blevet så utydelige, spæde eller skjulte, at de er blevet overset og glemte. Taler vi om fortiden sker det for at gøre det oversete tydeligt. Og lykkes det kan selv den fortid der ellers kun virkede håbløs og problemfyldt, blive kimen til ændringer i ens fremtid.

Som regel er der også nogle problemer som det er relevant at tale om. Men taler vi om problemerne, er det altid på en måde der er anderledes end den gængse. Det er normalt at tale om ens problemer som noget der er galt med en. Men det er ikke altid hjælpsomt. Nogen gange kan det være en fordel at forestille sig ens problemer er en størrelse i sig selv. En størrelse som man har en relation til. Ofte viser det sig at denne måde at tale om problemerne åbner op for nye handlemuligheder. Det bliver muligt at se de sider af en selv, som problemerne ikke har greb i, og det bliver muligt at tale om hvilken relation de sider af en selv foretrækker til problemerne.

“Det er Helenes spørgsmål og opsummeringer, der har sat gang i refleksionerne og hjulpet mig til en bevidstgørelse af mine værdier, men det er min historie, der har givet forløbet indhold. Styrken for mig i forløbet er netop, at jeg oplever, at det er mine erkendelser, der har hele tiden har bragt mig videre – det er mig, der har formuleret svarene, som nu er en del af min selvforståelse.”

De nye måder at tale om tingene dukker op i et samspil. Som regel stiller jeg spørgsmål. Men det tager aldrig en form hvor dem jeg taler med oplever at sidde overfor en psykolog der kun stiller spørgsmålet hvad-synes-du-selv. Står man i en vanskelig situation har man brug for at dem man taler med er tilstede som mennesker. Det er sjældent hjælpsomt at de gemmer sig bag et skrivebord, bag deres professionalisme, bag nogle favorit spørgsmål de bare må stille, eller nogle gode råd de partout skal give. Derfor er jeg altid til stede i samtalerne som en ligeværdig partner.

“At gå til psykolog er en proces, der for os skulle læres, når man ikke har prøvet det før – da vi var hos Helene de første par gange gik det hurtigt op for os, at vi ikke bare ville få redskaberne serveret på et sølvfad, men at det var en proces Helene lærte os at gennemgå – Helene pustede i sejlene, men det var os selv, der skulle styre båden. Men efter et års samtaler hos Helene, kan vi nu selv puste i sejlene og samtidigt styre båden, noget vi ikke troede muligt da vi startede hos dig. Tak for dine fine afsluttende ord om, at Emilie og farmor har gjort en forskel i det liv du/I lever nu – det var et perfekt punktum på et lærerigt forløb.”

Forløbene kan bedst beskrives som rejser. Rejser der berører alle som er med på dem – også mig. Og i nogen situationer kan det være hjælpsomt for dem jeg taler med også at høre hvor det vi taler om bringer mig hen.