Jeg anvender kun de nyeste tilgange til sorg. Fælles for dem er at terapien handler om at finde måder at leve med sorgen, som gør at smerten ikke er lige så dominerende og begrænsende som den kan være i perioden lige efter tabet.
I de nyeste tilgange ses sorg som en evig kærlighed man lever med. Det er et syn på sorg som er meget forskellig fra tidligere teorier.
Tidligere var sorgterapi præget af tanken om at den sørgende skulle give slip på den afdøde, og komme videre ved at investere i andre relationer. En tænkning som stammer fra Freuds essay om sorg fra 1917. Og selvom psykologien har bevæget sig væk fra Freud, er hans tænkning stadig udbredt i vores samfund.
Som sørgende kan man således ofte opleve at blive mødt med en forventning om at skulle komme videre. Selv nære venner kan bevidst afholde sig fra at tale om sorgen og den afdøde. Alt sammen ud fra de bedste intentioner om at ville hjælpe de sørgende videre.
Men det hjælper ikke.
Tværtimod bidrager fraværet af samtaler om den afdøde til at den sørgende oplever en ensomhed i sin sorg. Og ideen om at man skal komme videre, kan blive til et forventningspres, der i værste tilfælde kan få den sørgende til at sætte spørgsmålstegn ved sig selv: hvad er der galt med mig, når jeg ikke kan give slip på den afdøde?
Derfor tager de nyeste tilgange til sorg et andet udgangspunkt end Freud. Det handler ikke om at give slip på den afdøde og komme videre. Det handler om at få mulighed for at fortsætte relationen til den afdøde – på en ny måde.