At miste et menneske som står en kært, det kan være et spædbarn, et lille barn, et voksent barn, en veninde, en ægtefælle eller en forælder kan være en af de vanskeligste ting at stå over for i livet. Det er et tab af alle de ting som vedkommende stod for i ens liv. Det kan være svært at komme videre og fx finde tilbage til den gamle glæde i livet. Det kan være svært at tænke på den man har mistet uden at blive fyldt at smerte og tåre. Ja det kan endda være svært længere at se et formål i livet. Det er ikke altid at andre forstår hvor man er og som resultat heraf kan man føle sig mere og mere fremmedgjort for omgivelserne og endda også over for en selv, da man heller ikke selv kan forstå hvorfor man ikke bare kan komme videre og give lidt slip på sorgen. Eller man ikke ser andre muligheder end at holde fast i sorgen for at kunne ære den person, man har mistet.
Det meste af sorgbehandling baserer sig på ideen om at man skal gå igennem en række faser, fx at erkende tabet af den man har mistet, for til sidst at giv slip på den man har mistet med det for øje at kunne vende tilbage til at fungere ”normalt”. Men det er ikke altid at det er vejen til at komme igennem sorgen eller ud af den. Tværtimod har andres og mit eget arbejde med nye tilgange til sorgarbejdet vist, at det oftest er langt mere hjælpsomt, at finde en måde at holde fast i og give den person man har mistet en plads i ens liv. For mange indebærer det bla. opdagelser af de spor som vedkommende har efterladt og som stadig lever videre i en.
