At miste en forælder

Det at miste en forælder kan være meget forskelligt fra person til person. Det kan i høj grad variere med hvordan ens relation til ens forælder har været. For nogen har relationen været kompliceret og for andre har den været så tæt, at det føles som at miste en del af sig selv. Sidstnævnte kan måske føre til at man oplever en stor grad af ”ikke rigtigt at kunne være sig selv”, at ryge ned i et hul, eller at græde hver gang man tænker på ens afdøde forædler. En del oplever at de påvirkes til at tænke på hvad der er galt med dem, siden de stadig er så kede af det, eller at de slet ikke har grædt, og forventningerne til at komme videre eller sørge på den rigtige måde føles svære at indfri.

I mit arbejde med det at miste en forælder er jeg optaget af at ære den ked-af-det-hed eller det savn, der kan være som et vidne om den betydning ens forælder har haft og stadig har, og ens kunnen i at mærke den betydning. Jeg er også optaget af at finde måder hvorpå man kan være med den ked-af-det-hed eller det savn, som er ok for en. For nogen bliver det vigtigt at kunne skrue op eller ned for ked-af-det-heden afhængigt hvem de er sammen med og hvor de er.

Hvordan Helene hjalp

“Da det hele var ovre, var der et kæmpe tomrum og et stort savn, og det var her Helene kom ind i billede. Helene var med hendes fint følende nærvær og engagement medskaber af et rum, hvor jeg kunne tale om min far og have følelsen af fortsat at være med ham. På en og samme tid bidrog Helene til at jeg kunne gøre min afsked mere intakt, men også bringe ham med ind i min fremtid som en person jeg kan konsultere på det imaginære plan og fortsat være nærværende med. Der har været stunder hvor jeg har grædt, hvor Helene på en meget respektfuld måde har taget med på min rejse af minderne og via hendes spørgsmål levendegjort værdifulde øjeblikke fra min fars og mit liv. I dag et år efter min fars død, går der næsten ikke en dag hvor jeg ikke tænker på ham, det er med en vis portion vemod over at han ikke er fysisk til stede, men det er oftere en glædesfølelse af, at han fortsat er med mig og med i mit liv.“

Det kan være vigtigt ikke at tale om alt det der er mistet, men også alt det som den sørgende forsat bærer med fra den afdøde forælder. Det kan fx være værdier, måder at være på, en kunnen i at lytte, at græde etc. For mange indebærer det en oplevelse af at ens forælder på en eller anden måde stadig er til stede i ens liv, og at denne kan være til stede i det man selv gør og står for.

I dette sorgarbejde er der også fokus på at tale om de traumatiske oplevelser, der kan være forbundet med måden ens forældre døde på, som måske stadig dukker op som flashbacks, og som kan overtage mange af de erindringer man ellers har haft med den afdøde.