At miste et spædbarn undervejs i graviditeten er ofte en sorg og en traumatisk oplevelse, der kan give anledning til en stor tomhed og tristhed over ikke at have fået lov til at få det barn, der var så ønsket, og som der var mange drømme og muligheder forbundet med. Tabet kan til tider være ubærligt, og for omgivelserne kan det være svært at forstå, at det lille spædbarn stadig kan blive ved med at fylde og give anledning til ked-af-det-hed. I mit arbejde med sorgen over dette lille spædbarn er jeg bla. optaget af forstå denne ked-af-det-hed som måske også et vidnesbyrd om relationen til det lille barn. Og det kan blive muligt at se og ære denne relation fremfor blot at se det som at have mistet ”et foster” eller et barn man ikke kendte.
Jeg er også optaget af at give forældre mulighed for at udvikle et blik for og en fornemmelse af hvordan deres lille spædbarn har påvirket dem på betydningsfulde måder. Det kan være, at deres lille barn har lært dem moderfølelse eller farfølelse at kende, at elske noget andet helt ubetinget eller hvor meget det betyder at have et lille barn at mærke i hænderne.